Jeg har tænkt en del over, hvorfor jeg får en klemt følelse i maven, når emnet falder på vibe-coding, altså AI-assisteret udvikling uden menneskelig kodevalidering, og jeg tror endelig, at tiøren faldt, da jeg doom-scrollede forbi det vedhæftede billede, som er fra en IBM-træningsmanual fra 1979.
Når man arbejder med ambitiøse, dygtige mennesker, opdager man hurtigt, at de bedste løsninger bliver skabt, når man giver kontekst og frihed i stedet for kontrol og topstyring.
Med den frihed kommer ansvar, ansvar for beslutninger, ansvar for leverancer og ansvar for kode. Men hvordan kan man tage ægte ansvar for noget, man ikke forstår og hvordan står man inde for kode, man ikke har taget stilling til? Derfra opstår kernen af min bekymring.
Betyder det, at mennesker ikke laver fejl, når de koder? Nej. Betyder det, at alle programmører i dag tager ansvar for og fuldt ud forstår deres kode? Niks. Betyder det, at AI-assisteret udvikling er værdiløst? Selvfølgelig ikke.
Men selv når vi når dertil, hvor en AI-model på egen hånd kan bygge kompleks software af høj kvalitet, så er det værd at huske på, at man ikke kan stille hverken OpenAI, Anthropic eller Google til regnskab, hvis noget går galt.
A COMPUTER CAN NEVER BE HELD ACCOUNTABLE
