Herude på landet, der cykler folk meget. Som i, det er normalt at ende bag 10 midaldrende mænd med topmave, cykelgrej til titusindvis af kroner og stramme, matchende holdtrøjer. Og det er jo så dejligt nemt at gå og more sig lidt over den moderne form for midtlivskrise.
Da Corona så ramte, lukkede mit lokale Crossgym-hold og jeg skulle ikke længere cykle til arbejde dagligt. Så jeg købte en billig racercykel. Og det var da hyggeligt nok at køre lidt rundt i området på den. Og så fik jeg ondt i hænderne og købte cykelhandsker. Og en bedre cykelhjelm. Og en iPhone-holder til styret. Og en bedre sadelpind. Og i dag kom min nye sadel. Og i weekenden brugte jeg to timer på at finjustere gearet, fordi jeg synes det var hyggeligt. Hyggeligt. Jeg ved, hvad en bagskifter og en forskifter er, jeg ved, hvordan man justerer H- og L-grænseværdi-skruerne og hvordan man indekserer gearet. Min YouTube-forside er kun cykelvideoer, og når jeg støder på cyklistflokkene, på min egen cykel, med mine 34 år på bagen og 10 kilo for meget på dunken, så nikker de forstående. Og jeg nikker igen.